6. klasse

Opmærksomheder vedr. vurderingspraksis 6. kl.

Det er obligatorisk at teste eleverne med EVALD fra Dansk Psykologisk Forlag i sep./okt. i 6. kl. Derudover er det obligatorisk at gennemføre en staveprøve i 6. kl., men skolen bestemmer, hvilken staveprøve man ønsker at anvende. Folkeskolens nationale overgangstest i dansk skal også gennemføres i efteråret i 6. kl.

Den obligatoriske læsetest ligger i efteråret, da testresultatet hermed kan anvendes som et formativt værktøj, dvs. som afsæt for hvad klassen og den enkelte elev har brug for at arbejde med i løbet af skoleåret.

Det er ligeledes obligatorisk, at den enkelte skole har en lokal procedure for, hvordan man får analyseret, formidlet og anvendt data fra vurderingspraksissen tværfagligt. Den anbefalede praksis indeholder en danskfaglig tolkning af data mellem dansklærer og læsevejleder og derefter en sproglig og skriftsproglig konference med deltagelse af hele teamet. Det er vigtigt at have en procedure for dette arbejde, da der ellers er en risiko for, at vurderingspraksissen ikke udlever sit fulde potentiale.

Om EVALD

EVALD indeholder i 6. kl. en afkodningsprøve, to ordforrådsprøver; en, der afdækker ordforrådets bredde og en anden, der afdækker ordforrådets dybde. Derudover indeholder den en prøve i teksttypekendskab samt undersøgelse af læsning og forståelse af både en skønlitterær og en faglitterær tekst. EVALD er digital, selvinstruerende og opgøres automatisk. Den gennemføres som klassetest, men kan også købes som elevlicens, hvis der skal følges op på enkelte elevers udvikling. Gennemførelsen af EVALD på 6. årgang vil samlet tage ca. 70 min., men det anbefales at fordele testene over to dage, så eleverne ikke udtrættes. Man kan som lærer åbne de deltest, man ønsker at afvikle den første dag, og så vil kun de deltest fremgå, når eleverne logger ind. Derefter kan læreren åbne de resterende deltest, og så vil de fremgå næste gang, eleven logger ind.

I Vejledningen til EVALD, kan man læse mere om delprøverne og også om efterfølgende indsatser. Desuden kan man skrive til forlaget her: https://evald.dpf.dk/home/contact for at bestille en demoadgang til EVALD, man som lærer kan klikke sig igennem og dermed se hvad eleverne møder (men som ikke må vises til eleverne). Dansklæreren kan også med fordel se nedenstående videoer om EVALD:

Adgang til test

EVALD:

Nedenfor ses beskrivelse af oprettelse af EVALD, men man kan også se en videovejledning her 

Dansklærer: Dansklærer logger ind på https://evald.dpf.dk/ med uni-login og opretter sin klasse. Her vælges klasselicens. (Hvis man ønsker at vurdere en elev på et andet niveau end det klassetrin, eleven går på, skal man købe og anvende en elevlicens til dette).

Ved prøvedato vælger man dato for påbegyndelse af prøven eller dags dato. Ved klassetrin vælges 6. kl., og herefter kan man finde sin klasse, fx 6.b. Derefter giver man testen et kaldenavn, fx 6.b. Efterår. Ved Vælg prøver, skal man sætte flueben i alle delprøverne – det er ikke her man låser op for de delprøver man ønsker afviklet den første dag – det gør man senere. Hvis man ikke vælger alle delprøverne her, så får man ikke alle delprøverne i samme rapport, og det er uhensigtsmæssigt. Sæt flueben nede ved Giv adgang til læsevejleder og læsekonsulent og klik herefter OK.

Derefter kommer man ind i en oversigt, hvor man kan låse de delprøver op, som man ønsker klassen skal gennemføre den første dag. Når disse er afviklet, logger man ind og låser den/de næste delprøver op, der ønskes afviklet derefter osv. Det anbefales at afvikle EVALD fordelt på mindst to forskellige dage. Man kan tage de første fire delprøver sammen, da de er korte og meget forskellige (Læs ord, Find et foto, Find ordet samt Kender du teksttypen? ). En anden dag kan man gennemføre de to læseforståelsesprøver – men de kan også fordeles på to dage, hvis det ønskes.  Systemet vælger automatisk de læseforståelsesprøver, der anbefales til elevernes klassetrin.

Læsevejledere og øvrige lærere: Alle skolens lærere og læsevejledere har med deres unilogin adgang til alle resultater. De kan tilgås på portalen, men man kan også downloade klasseoversigten samt hver delprøve som PDF.

Elever: Ved afvikling af EVALD skal eleverne logge ind på https://evald.dpf.dk/  med unilogin. Det er en god ide at sende linket til eleverne, så de ikke selv skal skrive det. Eleverne instrueres grundigt inden hver delprøve, så det skal man som dansklærer ikke gøre. 

Køb af test på dpf.dk

Man køber testen her: link til dpf.dk

Den på skolen, der indkøber EVALD og SK hos Dansk Psykologisk Forlag skal huske at Silkeborg Kommune får:

  • 25% rabat på klasselicenser til EVALD og SK, hvis der er 16 elever i klassen eller derunder.
  • 15% rabat på klasselicenser til EVALD og SK, når der er 17 eller flere elever i klasserne. 
  • 20% rabat på de analoge vejledninger til EVALD og SK. 

Men vi kan ikke få rabatten pr efterkrav – så I skal huske at skrive følgende i kommentarfeltet, hver gang I bestiller EVALD og SK på dpf.dk: 
”X af de klasselicenser jeg køber til EVALD og/eller SK, skal jeg have 25% på efter aftale med Maria Skelbæk-Bundesen (da der er 16 elever eller derunder i de pågældende klasser). Og jeg skal have 15% rabat på de resterende klasselicenser. Dette er en aftale der er lavet mellem jer og Silkeborg Kommune. De vejledninger jeg køber skal jeg have 20% rabat på”

Opfølgning på EVALD

Med EVALD får man et nuanceret indblik i elevens samlede læsefærdighed, da også afkodning, ordforråd og teksttypekendskab undersøges. Desuden er det relevant at afdække, om der er forskel i elevernes læsning af fag- og skønlitteratur, da der her kan findes nogle genrespecifikke kompetencer, der kan iltes, samtidig med at man får øje på, hvor eleven især har behov for strategier og stilladsering. Med den nye viden om elevernes ordforråd får vi data, der kan fortælle, om eleverne har brug for at arbejde indgående med fagenes og teksternes faglige og førfaglige ord. Her kan sprogudviklende didaktik i alle fag med fordel tænkes ind. Med delprøven i afkodning får vi også en særskilt undersøgelse af elevens tekniske læsefærdighed, som kan pege på fortsat behov for at træne afkodning i 6. kl., ligesom det kan vække eller bekræfte en opmærksomhed omkring eventuel ordblindhed hos eleven. Delprøven i teksttypekendskab giver viden om elevens kendskab til og udnyttelse af forskellige genrers kendetegn, som er en nyttig strategi i læsning. 

Staveprøve

At gennemføre en staveprøve giver et mere nuanceret billede af elevernes skriftsproglige udvikling, hvorfor det er et godt og vigtigt supplement til en læseprøve. En samlet bekymring for en elevs skriftsproglige udvikling kan blive mindre eller vokse, når man udover en læseprøve også har et øjebliksbillede af elevens kompetencer i stavning. Herudover skal naturligvis inddrages den øvrige viden, man har om den enkelte elev fra undervisningen. 

Det er vigtigt, at elevernes staveudvikling følges, og at staveprøvernes resultater anvendes til at kvalificere og målrette undervisningen. Man kan i staveprøverne få blik for, hvilke staveregler eleverne har brug for at arbejde mere med. 

Vedrørende valg af staveprøve til 6. kl. kan anbefales Hogrefes Staveprøve 3 fra Skriftsproglig Udvikling, som gennemføres digitalt og er selvrettende. Denne staveprøve bør foretages sep./okt., da det er her, normerne er indsamlet. Et andet godt bud er ST-prøverne, som er en lidt mere omfangsrig staveprøve, men som nu kan gennemføres digitalt, og som dermed er selvrettende. Fordelen ved ST-prøven er, at den er meget grundig og analyserer stavefejlene i flere fejltyper, end staveprøverne fra Skriftsproglig Udvikling gør. 

SK – Skriftlige Kompetencer

Man kan vælge at gennemføre SK-prøven (Skriftlige Kompetencer) fra Dansk Psykologisk Forlag i sep./okt. i efteråret 6. kl., men det er ikke obligatorisk. SK giver et indblik i elevernes skriftlige kompetencer og er baseret på kompetencemålene for skriftlig formidling i 6. klasse. Eleverne gennemfører fire små skriftlige opgaver i forskellige genrer og en korrekturopgave. Samlet giver SK de fagprofessionelle et indblik i elevernes sproglige og kommunikative forudsætninger, elevernes forståelse for produktion af forskellige tekstgenrer og færdigheder i tegnsætning. Hvis man tager SK med 6. klasse i efteråret, kan man få viden om, hvad eleverne særligt har brug for at arbejde med i løbet af 6. kl., og man har dermed gode forudsætninger for at klæde eleverne godt på til det mere krævende skriftlige arbejde, der venter dem i overbygningen. 
SK er selvinstruerende og der er mulighed for en objektiv vurdering af resultaterne via en maskinbedømmelse. 

Læs mere om afvikling og oprettelse af SK under 7.klassetrin.

Eventuel testning i foråret

Da EVALD skal gennemføres på 3., 4., 5. og 6. klassetrin, anbefaler vi ikke, at man retester med EVALD i foråret. Hvis man ønsker at evaluere elevernes udvikling i foråret i 6. klasse, foreslår vi, at man gennemfører en Tekstlæseprøve eller Cloze fra Hogrefe. Testen kan gennemføres med hele klassen eller med de elever, man har lavet en særlig indsats med, og man ønsker en opsamling på deres udvikling.

Cloze består af 48 kortere tekster ca. lix 35. Der er i hver tekst ”et hul”, hvor eleven skal vælge det ord, som passer bedst ind. Prøven har en tidsgrænse på 14 minutter og gennemføres og opgøres digitalt. Cloze giver et indblik i elevens præcision (læseforståelse) og præcision sammenholdt med læsehastighed også kaldet læseflow.

Ordblinde: De ordblinde skal naturligvis anvende deres LST ved gennemførsel af vurderingspraksissen.

Test af flersprogede elever 
Man skal basere sin forventninger til en flersproget elev på, hvordan eleven klarede sig på forudgående test. Man kan ikke nødvendigvis forvente, at de ligger på eller over normen. Det er vigtigt at kigge på elevens egen progression. Derfor kan det være en god ide at tage den samme prøve to gange på et år, så man kan se elevens progression. Desuden er der udviklet et værktøj, som indeholder en række udsagn, der kan hjælpe os til at få øje på og følge den flersprogede elevs udvikling på dansk.
Find skemaet her

Har man en bekymring om en elevs kommunikative kompetencer

Har man bekymringer i retning af sproglige og kommunikative udfordringer, vil det være relevant at foretage en kvalitativ vurdering med Værktøj til dialog om elevens kommunikative kompetencer. Værktøjet er udviklet til at få fokus på elevens funktionelle sprog, dvs. hvordan eleverne anvender sproget, herunder lytning, forståelse af verbalt og nonverbalt sprog og produktion af sprog i større og mindre sociale sammenhænge.
Find værktøjet her.

Fokus på de sproglige læringsmiljøer

I forbindelse med analysen af klassens testresultater kan det være relevant at kigge på de sproglige læringsmiljøer klassens elever indgår i. Har eleverne gode muligheder for at udvikle sig sprogligt i fagene? Der er udviklet et Værktøj til dialog om stærke sproglige læringsmiljøer med udsagn, der omhandler det stærke sproglige læringsmiljø – som den enkelte lærer eller et team af fagprofessionelle kan arbejde med, lade sig inspirere af og tænke ind i de didaktiske strukturer i fagene. Udsagnene kan medføre, at man får øje på områder, hvor der kan skabes et stærkere sprogligt læringsmiljø. Laver man ændringer, er det interessant at holde øje med, hvordan eventuelle ændringer kommer eleverne til gavn.
Find værktøjet her.