3. klasse

Opmærksomheder vedr. vurderingspraksis i 3. kl.

I 3. kl. gennemføres Folkeskolens nationale færdighedstest i læsning i efteråret. Derudover er det obligatorisk at gennemføre en anden læseprøve i 3. kl. Det er op til den enkelte skole at bestemme, om det skal være EVALD fra Dansk Psykologisk Forlag eller Sætningslæseprøve 2 fra Hogrefe. 

De obligatoriske læsetest ligger i efteråret, da testresultaterne hermed kan anvendes som et formativt værktøj, dvs. som afsæt for hvad klassen og den enkelte elev har brug for at arbejde med i løbet af skoleåret. 

Perspektiver før skolens valg af læsetest:

Ved valg af EVALD får man et nuanceret og grundigt indblik i elevernes samlede læsefærdighed, da afkodning, ordforråd samt læsning i skøn- og faglitterær tekst undersøges. Fordelen ved EVALD er, at man får viden om flere delkompetencer inden for læsefærdigheden. 

Ved valg af Sætningslæseprøve 2 får man indblik i elevernes afkodningsfærdigheder, grammatisk bearbejdning og forståelse af afgrænsede meninger – men dog ikke forståelse af længere tekststykker. Testen kan give indsigt i, hvor hurtigt eleven bearbejder ord og sætninger i læsning. Med Sætningslæseprøve 2 får man et mindre nuanceret blik på elevernes skriftsproglige kompetencer, men den er hurtigere at gennemføre end EVALD.

På 5. årgang er der også mulighed for at vælge mellem EVALD og en læseprøve fra Hogrefe – det er en meget stærk anbefaling, at man som skole tager det samme valg for både 3. og 5. årgang, da det forenkler at kigge progression mellem to test fra samme forlag. 

Det er obligatorisk, at den enkelte skole har en lokal procedure for, hvordan man får analyseret, formidlet og anvendt data fra vurderingspraksissen tværfagligt. Den anbefalede praksis indeholder en danskfaglig tolkning af data mellem dansklærer og læsevejleder og derefter en sproglig og skriftsproglig konference med deltagelse af hele teamet. Det er vigtigt at have en procedure for dette arbejde, da der ellers er en risiko for, at vurderingspraksissen ikke udlever sit fulde potentiale.

FNFT i læsning

FNFT i læsning består af to dele, der fokuserer på henholdsvis tekstforståelse og afkodning. Formålet med at teste i tekstforståelse er at give indsigt i elevers forståelse af tekster, de kan møde i skolen og i hverdagen. Afkodning af de enkelte ord er af afgørende betydning for elevernes tekstforståelse. Derfor testes afkodning også i Folkeskolens Nationale Færdighedstest i læsning.

I afdækningen af tekstforståelse i 3. kl. indledes med opgaveformatet fra 2. kl., hvor eleverne blandt fire valgmuligheder skal finde den rigtige, korte tekst til et billede. Derefter møder eleverne et andet opgaveformat, hvor der stilles en række multiple choice-spørgsmål til fiktionstekster og sagtekster, som eleverne skal læse. 

Testen i tekstforståelse afdækker følgende fire centrale delprocesser, som siger noget om den samlede tekstforståelse:

  • At kunne identificere ideer og informationer udtrykt direkte i teksten (læse på linjerne)
  • At kunne fortolke og/eller forstå ideer eller informationer i dele af teksten (læse mellem linjerne)
  • At forstå det overordnede budskab eller den overordnede mening i teksten (læse bag linjerne)
  • At kunne reflektere over og vurdere tekstens form og indhold (sammenhængen mellem en teksts indhold og dens form og udtryk)

I 3. kl. tager testen i tekstforståelse 35 min.

Afkodning afdækkes i 3. klasse ved, at eleverne skal vælge det ord, der passer til et billede. Opgaverne er udformet, så de forkerte svarmuligheder er lydligt og visuelt tæt på det rigtige svar. På den måde vil det kræve en præcis afkodning at vælge det rigtige ord til et billede.

Eleverne skal løse så mange opgaver som muligt korrekt på 4 minutter.

Læs mere om de færdigheder, der undersøges i FNFT bl.a. delprocesser i tekstforståelse her.

Om EVALD

EVALD indeholder i 3. kl. en afkodningsprøve, en ordforrådsprøve der afdækker ordforråd i bredden samt læsning og forståelse af både en skønlitterær og en faglitterær tekst.
EVALD er digital, selvinstruerende og opgøres automatisk. Den gennemføres som klassetest, men kan også købes som elevlicens, hvis der skal følges op på enkelte elevers udvikling.
Gennemførelsen af EVALD på 3. årgang vil samlet tage ca. 50 min., men det anbefales at fordele testene over minimum to dage, så eleverne ikke udtrættes. Man kan som lærer åbne de deltest, man ønsker at afvikle den første dag, og så vil kun de deltest fremgå, når eleverne logger ind. Derefter kan læreren åbne de resterende deltest, og så vil de fremgå, næste gang eleven logger ind.

I vejledningen til EVALD kan man læse mere om delprøverne og også om efterfølgende indsatser. Desuden kan man skrive til forlaget her: https://evald.dpf.dk/home/contact for at bestille en demoadgang til EVALD, man som lærer kan klikke sig igennem og dermed se, hvad eleverne møder (men som ikke må vises til eleverne).
Dansklæreren kan også med fordel se nedenstående videoer om EVALD:

Adgang til EVALD
Nedenfor ses beskrivelse af oprettelse af EVALD, men man kan også se en videovejledning her. 

Dansklærer: Dansklæreren logger ind på https://evald.dpf.dk/ med uni-login og opretter sin klasse. Her vælges klasselicens. Ved prøvedato vælger man dato for påbegyndelse af prøven eller dags dato. Ved klassetrin vælges 3. kl., og herefter kan man finde sin klasse, fx 3.b. Derefter giver man testen et kaldenavn, fx 3.b. Efterår. Ved Vælg prøver, skal man sætte flueben i alle delprøverne – det er ikke her, man låser op for de delprøver, man ønsker afviklet den første dag – det gør man senere. Hvis man ikke vælger alle delprøverne her, så får man ikke alle delprøverne i samme rapport, og det er uhensigtsmæssigt. Sæt flueben nede ved Giv adgang til læsevejleder og læsekonsulent, og klik herefter OK.

Derefter kommer man ind i en oversigt, hvor man kan låse de delprøver op, som man ønsker, at klassen skal gennemføre den første dag. Når disse er afviklet, logger man ind og låser den/de næste delprøver op, der ønskes afviklet derefter osv. Det anbefales at afvikle EVALD fordelt på mindst to forskellige dage. Man kan tage de første to delprøver sammen, da de er korte og meget forskellige (Læs ord og Find et foto). En anden dag kan man gennemføre de to læseforståelsesprøver – men de kan også fordeles på to dage, hvis det ønskes. Systemet vælger automatisk de læseforståelsesprøver, der anbefales til elevernes klassetrin.

Læsevejledere og øvrige lærere: Alle skolens lærere og læsevejledere har med deres unilogin adgang til alle resultater. De kan tilgås på portalen, men man kan også downloade klasseoversigten samt hver delprøve som PDF.

Elever: Ved afvikling af EVALD skal eleverne logge ind på https://evald.dpf.dk/  med unilogin. Eleverne skal anvende høretelefoner til testen. Eleverne instrueres grundigt inden hver delprøve, så det skal man som dansklærer ikke gøre.  

Køb af test på dpf.dk

Man køber testen her: link til dpf.dk

Den på skolen, der indkøber EVALD hos Dansk Psykologisk Forlag, skal huske at Silkeborg Kommune får:

  • 25% rabat på klasselicenser til EVALD, hvis der er 16 elever i klassen eller derunder.
  • 15% rabat på klasselicenser til EVALD, når der er 17 eller flere elever i klasserne. 
  • 20% rabat på den analoge vejledning til EVALD. 

Men vi kan ikke få rabatten pr. efterkrav – så I skal huske at skrive følgende i kommentarfeltet, hver gang I bestiller EVALD på dpf.dk:
”X af de klasselicenser jeg køber til EVALD, skal jeg have 25% på efter aftale med Maria Skelbæk-Bundesen (da der er 16 elever eller derunder i de pågældende klasser). Og jeg skal have 15% rabat på de resterende klasselicenser. Dette er en aftale, der er lavet mellem jer og Silkeborg Kommune. De vejledninger, jeg køber, skal jeg have 20% rabat på”

Om Sætningslæseprøve 2

Sætningslæseprøvernes opgavetype er multiple choice med en række sætninger til hvert billede, således at løsningen kræver både sammenhængende og sprogligt præcis sætningslæsning. Sværhedsgraden går systematisk fra korte sætninger med korte ord til længere sætninger og mere sammensatte sætninger med gradvist sværere ord. Dermed kan prøveresultaterne konkret anskueliggøre niveauer i sætningslæsningens udvikling.

Testen tager 8 minutter at afvikle, og man afvikler den digitalt. I fortolkningen af testresultatet kigger man både på elevernes sikkerhed og hastighed. 

Adgang til Sætningslæseprøve 2:

Dansklærer: Dansklærer logger ind på https://skole.hogrefe.dk/ med uni-login og opretter Sætningslæseprøve 2 for sin klasse. Vælg i menuen i den grå boks i venstre side Skriftsproglig udvikling – Internetudgave. Ny prøve står med meget småt lige til højre for den grå menu. Klik her. Vælg dato for prøveafvikling. Indtast prøve, klasse og klassetrin vha. drop down-menuerne. Skriv kaldenavn, det kan med fordel indeholde klasse + efterår. Nu vil testen være tilgængelig for eleverne på prøvedatoen. Når testen er afviklet, kan dansklærer (og administratorer) logge ind og finde klasserapporten, som kan downloades som PDF. 

Anvend evt. powerpoint fra https://skole.hogrefe.dk/, som fælles instruktion til eleverne inden prøven – find dem under Hjælp i menuen – klik på Elevintroduktioner

Elever: Ved afvikling af Sætningslæseprøve 2 skal eleverne logge ind på https://skriftsprogligudvikling.hogrefe.dk/ med unilogin. Det er en god ide at sende linket til eleverne, så de ikke selv skal skrive det.

Læsevejleder: Læsevejlederen har som administrator adgang til alle skolens afviklede test på hogrefes portal. Ved oprettelse som administrator skal skolens ledelse sende en mail til info@hogrefe.dk og anmode om at oprette administratoradgang for vedkommende: Send info om fulde navn, UNI-C-navn, mailadresse. Når man er oprettet som administrator, har man også adgang til at købe test.

Test af flersprogede elever

Man skal basere sine forventninger til en flersproget elev på, hvordan eleven klarede sig på forudgående test. Man kan ikke nødvendigvis forvente, at de ligger på eller over normen. Det er vigtigt at kigge på elevens egen progression. Derfor kan det være en god ide at tage den samme prøve to gange på et år, så man kan se elevens progression. Desuden er der udviklet et værktøj, som indeholder en række udsagn, der kan hjælpe os til at få øje på og følge den flersprogede elevs udvikling på dansk.
Find skema til vurdering af flersprogede elevers dansksproglige udvikling her

Observationsredskab – sproglige kompetencer

Når skolen finder det nødvendigt at være undersøgende på en elevs sproglige kompetencer, kan de fagprofessionelle bruge et observationsredskab. Skemaet kan bidrage med nye forståelser af elevens sproglige kompetencer og dermed danne baggrund for tiltag og beskrivelse af disse i elevhandleplanen. Skemaet udfyldes af lærerteamet og er bygget op omkring udsagn inden for 7 forskellige sproglige delområder. Typen og graden af sproglige udfordringer kan variere og kan komme til udtryk i ét eller flere delområder. Observationsredskabet er også oprettet som skabelon i Aula og kan gemmes direkte i sikre filer.

Find skemaet her

Fokus på de sproglige læringsmiljøer

I forbindelse med analysen af klassens testresultater kan det være relevant at kigge på de sproglige læringsmiljøer klassens elever indgår i. Har eleverne gode muligheder for at udvikle sig sprogligt i fagene? Der er udviklet et Værktøj til dialog om stærke sproglige læringsmiljøer med udsagn, der omhandler det stærke sproglige læringsmiljø – som den enkelte lærer eller et team af fagprofessionelle kan arbejde med, lade sig inspirere af og tænke ind i de didaktiske strukturer i fagene. Udsagnene kan medføre, at man får øje på områder, hvor der kan skabes et stærkere sprogligt læringsmiljø. Laver man ændringer, er det interessant at holde øje med, hvordan eventuelle ændringer kommer eleverne til gavn.
Find værktøjet her.